Log ind

Ny børnelitteratur fra Gyldendal




KRAPYL
(udkommer d. 01-11-2018)

Illustrator Kamila Slocinska sendte en tegning til Kim Fupz Aakeson, og så voksede fortællingen om krapylet langsomt frem. Det er blevet til billedbogen KRAPYL – en sød og humoristisk fortælling om venskab. For hvordan bliver man egentlig venner? 
Krapylet Krapyl drømmer om at være en trold, men er slet ikke så stor og farlig. Det bor under en badebro og lever af tang og skidtfisk, og der kommer aldrig nogen og tramper på den bro. Næsten aldrig i hvert fald. For en dag kommer pigen Signe, og selvom Krapyl har svært ved det der med at være venner, så lykkedes det alligevel til sidst at blive en ven.
Sproget har både humor og lethed, og selvom Kamila Slocinskas illustrationer er mørke og delvist uhyggelige, kan man ikke andet end at holde af krapylet. Billedbogen om Krapyl og Signe er velegnet til højtlæsning allerede fra 0. klasse, men har også fagligt potentiale som en del af danskundervisningen på 2.-3. klassetrin.




JØRGEN OG ELSE LAVER ET MENNESKEBARN ELLER TO
(udkom d. 16-08-2018)

Af Kim Fupz Aakeson og Siri Melchior. En sjov og alternativ skabelsesberetning om Jørgen og Else, der har skabt verden lige som, de syntes, den skulle være. Men det er som om, der mangler noget. Hvad med om vi laver et lille menneske? foreslår Jørgen så. Uden helt at vide hvordan sådan et fint, lille menneskebarn skabes, går Jørgen og Else fuld af optimisme i gang med at skabe ud fra de fire, klassiske grundelementer; jord, vand, ild og luft. JØRGEN OG ELSE SKABER ET MENNESKEBARN ELLER TO anbefales til højtlæsning og meddigtning på 1.-2. klassetrin, og da Jørgen og Elses tilgang til at skabe et menneske minder om elementlæren, hvor alting består af kombinationen jord, vand, ild og luft, kan bogen også med fordel inddrages i kristendomsundervisningen som et pendant til Bibelens skabelsesberetning om Adam og Eva. Bogen kan købes her.



KROPPEN - RIM OG MIRAKLER
(udkom d. 15-06-2018)

Kroppen er vores trofaste følgesvend hele livet, og ofte tænker vi ikke over, hvor fascinerende og dygtig den er. Men netop kroppens mirakler er værd at bruge noget tid på, og det har Marianne Iben Hansen gjort i sin nyeste børnebog KROPPEN – RIM OG MIRAKLER. Hvert opslag i bogen beskriver en kropsdel: fx arme, ben, blodet, fødder, knogler, næse, øjne og vandet i vores krop, og hver kropsdel beskrives på tre forskellige måder: Et skægt rim, en fakta-del og en praktisk øvelse. Bogen er flot illustreret af Peter Bay Alexandersen.



OLGA OG KEDSOMHEDEN 
(udkom d. 12-06-2018)

Genoptrykket af Flemming Quist Møllers OLGA OG KEDSOMHEDEN – oprindeligt fra 1983 – er et glædeligt gensyn og en påmindelse om et både farvestrålende og fantasifuldt illustreret, men også sprogligt stærkt værk. For- og bagside er ny, men historien den samme: Olga har feber og ligger i sengen og keder sig. Men da hun falder i søvn, møder hun Fantasien og hele dens verden med sjove væsner som Pjat og Pjank og en lille abekat. Hun møder også farlige Raseri og, værst af alle, Kedsomheden, som truer med at kvæle alle farver og rim. Læs om Olga og hendes opfinder her.



BEZUNK OG EGERNET 
(udkom d. 09-05-2018)

BEZUNK OG EGERNET er en smuk billedbog hele vejen igennem. Det danskfaglige potentiale ligger i særdeleshed i ikonoteksten og symbolikken, men også i de stærke temaer; sorg, savn og (manglende) livslyst. Anbefales til danskundervisningen på 2.-4. klassetrin. Læs mere om BEZUNK OG EGERNET her.



LILLE FRØKEN PINGELPOT
(udkom d. 08-05-2018)

I sin nye billedbog på vers, Lille Frøken Pingelpot, rimer Marianne Iben Hansen derudaf om Pingelpot, der ikke er nogen helt almindelig kylling. Pingelpot prøver at pippe ligesom de andre, men hendes næb er fuldt af de særeste lyde, som ingen forstår. Lille Frøken Pingelpot har stort fagligt og didaktisk potentiale i arbejdet med sprog på 0.-2. klassetrin. Du kan læse anmeldelsen her.





BØLLE (2 bøger)
(udkom d. 05-03-2018)

BØLLE & MIG er en ny sød serie for de mindste hundeelskere. Bølle flytter ind og Bølle begynder i skole er både skrevet og illustreret af svenske Åsa Karsin. Bøgerne er lette at læse og svære at slippe, velegnet til højtlæsning og selvlæsning fra ca. 7 år. Du kan læse mere om Bølle her.





BETTE OG BJERG (2 bøger)
(udkom d. 02-03-2018)

Begge bøger handler om vennerne Bette og Bjerg. Et lille væsen og et stort væsen. Venskabet er omdrejningspunktet og fundamentet for deres verden og færden. Bøgerne er illustreret med bløde, stemningsfulde akvareller, og hver bog har sit eget udtryk og egen farveopbygning. Anmeldelsen finder du her.





LILLE VIRGIL - BILLEDBØGER
(udkom d. 12-09-17)

Selvom LILLE VIRGIL holder efter ikke mindre end 50 år, kan der alligevel være brug for nyfortolkning og måder at holde liv i en udgivelse. I disse år ses en tendens til genillustrering, hvor klassikere udkommer i illustrerede udgaver, og dette er nu også sket for LILLE VIRGIL. En af vor tids bedste børnebogsillustratorer, Rasmus Bregnhøi, har været på besøg i Lille Virgils hønsehus og skabt to flotte billedbøger. Læs anmeldelsen her.


TRÆET, DYRENE OG OS
(udkom d. 10-08-17)

Hanne Kvist er aktuel med en billedbog til de 4-9-årige. En bog om børnefællesskaber og med smukke akvareller og en dejlig underspillet humor. TRÆET, DYRENE OG OS egner sig fremragende til dialogisk læsning, hvor der under læsningen stilles spørgsmål og lyttes til børnenes svar. Læs anmeldelsen her.