Log ind

Vitello fryser en snemand
Af Kim Fupz Aakeson
Illustration: Niels Bo Bojesen



Der kommer sne. Ikke meget sne, lidt sne. Lige akkurat nok til at Vitello og William kan bygge en lille snemand. 
   ”Det er en okay snemand,” siger Vitello. ”Den er ikke sindssygt stor, men den er okay.”
   ”Den forsvinder desværre lige om lidt,” siger William og ryster sine vanter. ”Det er tøvejr.”
   ”Jeg hader tøvejr,” mukker Vitello. ”Her har man lige lavet en snemand, og så forsvinder den.”
   ”Ja,” siger William. ”Frost er meget bedre.”
   Og så kommer Vitello i tanke om hvor der er frost. Altid. ”William, der er jo frost i vores fryser!”
   ”Men hvordan skal vi få den ind i fryseren?” spørger William, for så er den heller ikke mindre, den snemand.
   ”Vi skiller den ad,” siger Vitello. ”Vi skynder os!”
   Vitello og William starter med at tage hovedet af snemanden og bære det ind i køkkenet, ind til fryseren.
   ”Der er ikke rigtig plads,” siger William og ser ind på hylderne. ”Den er jo fuld af mad?”
   ”Vi tømmer den da bare,” siger Vitello og begynder at rydde al den kedelige mad ud på køkkenbordet.
   ”Må vi godt det for din mor?”
   ”Hun er her lissom ikke,” siger Vitello. ”Så vi kan ikke spørge hende.”
   William mumler okay.
   ”Og vi ødelægger ikke maden,” siger Vitello. ”Vi flytter den bare så vores snemand kan få det dejlig koldt.”
   Drengene tømmer fryseren og skiller resten af snemanden ad. De er nødt til at skille den ret meget ad for at få den klemt ned i skufferne, men det lykkes.
   ”Det bliver grineren til sommer,” siger Vitello. ”Når det er megavarmt, tager vi vores snemand ud af fryseren og samler den udenfor.”
   ”Årh ja,” siger William.
   ”Måske kan vi tage penge for at folk kan komme ind i haven og se en ægte snemand midt om sommeren.”
   ”Fedt,” siger William. 
   Vitello og William lader deres snemand hygge sig i fryseren, mens de leger andre ting inde på Vitellos værelse. De leger lige indtil de hører Mor skrige ude i køkkenet. Hun skriger sådan: ”VITELLOOOOOO!?”
   ”Jeg skal hjem,” hvisker William og skynder sig at liste af. Vitello må ud i køkkenet. Mor står midt på gulvet og basker med armene. ”HVORFOR I HIMLENS NAVN HAR DU TØMT FRYSEREN?!”
   ”For at få plads til vores snemand,” siger Vitello. ”Det er jo tøvejr.”
   Mor lukker øjnene og stønner meget højt. Hun ser ud som om hun bander lidt indeni. Til sidst åbner hun øjnene og taler mere almindeligt. ”Nu er al maden tøet op, og mad der er tøet op, kan man ikke fryse igen.”
   ”Okay,” siger Vitello.
   ”Virkelig ikke okay,” siger Mor. ”Du har stuearrest.”
   ”Okay,” siger Vitello. Stuearrest betyder at han skal blive inde. ”Men snemænd der tør, forsvinder altså helt.”
   Mor ryster på hovedet, så tager hun sit forklæde på og siger: ”Vi er nødt til at spise alt det der ikke kan holde sig, løb over til Gregers, og sig han skal komme til middag i aften.”
   ”Men har jeg ikke stuearrest?” spørger Vitello.
   ”Når du kommer tilbage, har du stuearrest,” siger Mor og skramler med potter og pander. ”Sig til ham at vi spiser klokken syv.”
   Mor steger. Mor koger. Mor laver virkelig meget mad hele eftermiddagen, og Vitello holder sig inde på sit værelse. Omsider slår Mor døren op og ser på ham. 
   ”Undskyld at jeg kom til at tage al maden ud af fryseren,” mumler Vitello. ”Men jeg ville så gerne have plads til den snemand.”
   ”Vi spiser,” siger Mor bare.
   Hun har dækket op i stuen. Gregers er kommet, han siger: ”Det ser søreme lækkert ud.”
   Det synes Vitello også det gør. Der er godt nok meget mad. Ikke så mange dumme grøntsager, men meget dejlig mad. Der er nuggets. Der er pølser. Der er bøffer. Der er frikadeller.
   Gregers har vin med og skåler med Mor, og hun bliver i bedre humør og fortæller om engang i Italien hvor hun blev kåret som Miss Solskin på et hotel. 
   ”Pyha,” siger Gregers til sidst og knapper sine bukser lidt op. ”Nu kan vi vist ikke mere.”
   ”Ja, pyha,” siger Vitello.
   ”Husets unge herre har også tøet en æbletærte,” siger Mor og rejser sig. ”Den skal der være plads til.”
    Gregers venter til Mor er gået ud i køkkenet.
   ”Tak for mad,” hvisker han så. 
   ”Velbekomme,” siger Vitello. ”Det var så lidt.” 

Vinderulykken - nu som historie 

Undskyld, det var ikke med vilje, men jeg kom altså til at tage al maden op af fryseren, fordi jeg gerne ville have plads til min snemand.
(2.x på Vestervang skole, Viborg)


Som en del af vores Vitello-konkurrence udvalgte Kim Fupz Aakeson denne vinderulykken og har brugt ideen til at lave en helt ny Vitello-historie. En historie om Vitello, hans ven William, en proppet fryser og en snemand, der varer helt til sommer.