Log ind



Forløb af Joy Lieberkind



Målgruppe: 1.-2. klasse
Varighed: ca. 12 lektioner
Se læringsmål


Kim Fupz Aakeson er en af de mest produktive danske børnebogsforfattere med over 70 bøger bag sig. Ud over at have skrevet historier til børn har han også skrevet romaner og noveller til unge og voksne samt manuskripter til teater og film.

Fupz' historier er humoristiske, skæve, dybsindige og rørende på samme tid. De fleste af eleverne kender sikkert allerede hans historier, fx flere af "Sallies historier", der også findes som tegnefilm.

At arbejde med et forfatterskab giver eleverne mulighed for at lære forfatteren bag bøgerne at kende:

  • Hvem er forfatteren?
  • Skriver han om noget, han selv har oplevet?

Det giver også mulighed for at se mønstre og fællestræk i de værker, forfatteren har skrevet:

  • Hvad kendetegner dem?
  • Hvad er det særlige ved Fupz' måde at skrive på?
  • Er han optaget af bestemte temaer?

Når man læser et forfatterskab, vil man ofte spørge, hvad værkerne kan fortælle om forfatteren, og man vil søge viden om forfatterens liv, som vil kunne gøre én klogere på de værker, han har skrevet. Man vil også kigge på sammenhænge og ligheder værkerne imellem. 

For at få et billede af forfatteren bag bøgerne skal eleverne i dette forløb arbejde med et uddrag af erindringen "Langhårsfrisure", der omhandler Fupz' barndom. Her fortæller han bl.a. om morfarens død, forældrenes skilsmisse og om faren, der flyttede til Jylland med sin nye familie. Eleverne skal også læse tre tekster, som på den ene eller den anden måde kunne være inspireret af de oplevelser, Fupz havde som barn. 

Tekster i forløbet

  • Langhårsfrisure
  • Farmanden
  • Vitello ridser en bil
  • Så blev farfar et spøgelse